I disse dage begynder en ny æra for mange danske børn! Små fem- og seks-årige forlader deres trygge rammer gennem de sidste mange år og bliver kastet for de sultne løver i skolegården. Udadreagerende og introverte skal finde sammen i nye konstellationer.

“Introvert”, “supersensitiv” og “stille”

“Velkommen til indskolingen. Nu er du blevet stor nok til selv at bestemme, om du vil være ude eller inde, have jakke eller sko på når du går ud!”

I fredags vinkede min datter farvel til børnehavens trygge og kendte rammer. Hver morgen i de sidste tre år har hun vinket i vinduet med en voksen i ryggen. Mærkater som “introvert”, “supersensitiv” og “stille” er blevet klistret på de papirer, der er overleveret fra børnehave til skole. Så det virkede som noget af en mission, vi sendte vores datter ud på, da vi her til morgen brutalt kastede hende ind i fuldstændig nye rammer, efterlod hende hos fem fremmede voksne og 22 ukendte børn – ikke et eneste kendt ansigt!

Selv som introvert voksen kan det være meget vanskeligt at træde ind i nye rum med nye mennesker – og ofte er der ingen, der ved, at man har brug for en hånd i ryggen og en, der kan sige pyt, når pulsen stiger, og ikke undrer sig, når man ikke har mælet et ord under en hel middag. Derfor var det rigtig godt, at nogen havde læst papirerne og kunne give vores datter den hånd i ryggen, der lige var brug for, da vi vinkede med de andre voksne – og gik ud!

Små teknikker og troen på en selv

Som underviser i ledelse og introvert person med social fobi, ynder jeg at bruge mig selv om case i undervisningssammenhænge – det kan lade sig gøre at blive den ekstroverte introverte – det kræver hård træning og en daglig overbevisning om, at de fleste mennesker vil dig det godt.

  • brug åbne spørgsmål (hv-ord: hvad, hvordan, hvorfor m.m.) – så får du de andre til at tale?
  • aktiv lytning – nik, gentag og bed om at få noget uddybet
  • vær ærlig omkring din usikkerhed og bed om en hånd i ryggen
  • noget så banalt som at trække vejret dybt
  • tag ansvar for samtalen – husk: De fleste vil dig det godt!

Og endelig! Når du har trænet den ekstroverte side af dig selv, så husk at give den introverte side noget opmærksomhed og fejr dine successer!

“Jeg har fået én ny ven” sluttede hun dagen med, da øjenene gled i for et par timer siden.

Så selvom du er introvert, så venter der en masse søde sejre derude!

VIL DU VIDE MERE?

Står du med et konkret projekt, ide eller udfordring?
Eller har I brug for nogen, der kan sætte fokus på virksomhedens kommunikation?

Ring eller skriv for et uforpligtende møde!

Kontakt os